Nyhedsbrev 2011


Politikker og sociale medier

Sociale medier er blevet en del af vores hverdag, ikke bare i hjemmet, men også på arbejdspladsen. Vi har efterhånden hørt mange historier om, hvad medarbejdere har lagt til skue på Twitter, Facebook, Linked-In, You-Tube eller lignende sociale platforme – f.eks. kritik af en navngiven kollega, fortrolig information eller en nedgørende kommentar om en kunde.

De sociale medier påvirker vores virksomhed og arbejdsliv på utallige måder, og det er derfor vigtigt, at I forholder jer til dem. Hvor meget arbejdstid er det f.eks. i orden, at medarbejderen bruger på disse medier – lidt kan være rigtig godt, men hvor går grænsen? Medarbejderen overskrider ikke nødvendigvis de naturlige grænser bevidst – ofte er der bare tale uomtænksomhed i ”situationens hede”. Det er derfor ofte en hjælp for medarbejderen, hvis ledelsen har forholdt sig til, hvordan og hvor meget man skal bruge disse medier, inden virksomheden står i den situation, at en medarbejder har krydset de uskrevne grænser med  store eller små skader til følge. Og hvis det skulle komme så langt, gør det også en juridisk forskel, hvis man har nedfældet reglerne i sin personalepolitik før ”skaden er sket”.
 

Her er nogle stikord, du kan bruge, når du skal lave en politik om de sociale medier:

  • Tidsforbrug – hvor meget og til hvad må medarbejderne bruge de sociale medier?
  • Sikkerhed – kan brug af visse medier kompromittere virksomhedens IT-sikkerhed?
  • Fortrolighed – hvilke oplysninger og billeder må man lægge ud?
  • Konduite – hvad kan en medarbejder tillade sig at skrive om en kollega?
  • Loyalitet – hvad kan en medarbejder tillade sig at skrive om sin arbejdsgiver?
  • Balance mellem tillid og regler – hvor detaljeret skal politikken være?

Du kan selvfølgelig altid kontakte os for at få sparring om jeres personalepolitik også på dette område.

  
 

FloraDin A/S – et Forebyggelsesfondsprojekt

I slutningen af 2010 fik vi godkendt et Forebyggelsesfondsprojekt sammen med beplantningsfirmaet FloraDin i Slagelse. Projektets mål er at reducere fysiske skader og nedslidning samt forbedre det psykiske arbejdsmiljø ved hjælp af øget indsigt i løn- og bonussystem samt kørselsplanlægning. En vigtig bestanddel i projektet er en indsats for det fysiske arbejdsmiljø. Det klassiske indenfor anlægs- og gartnerbranchen er, at man ”tager fat”  – også når det er for tungt eller stillingen er akavet. I dette projekt bliver hver enkelt gartners måde at løfte og bære på gennemgået. De får sparring på den optimale måde at gøre det på og til sidst bliver de trænet i fremover at kunne give hinanden feedback og sparring på det bevægelsesmæssige.
Omtale i Ugeavisen Slagelse

 

En god bog om networking

Forårets bog-tip: ”The Network Effect – A practical guide to making – and keeping – the connections that can make your world go round”, skrevet af Tony Newton & Judith Perle. Det er en god bog med mange eksempler på, hvordan forskellige mennesker har brugt og fået glæde af deres netværk. Bogen kan bl.a. købes på saxo.dk
www.thenetworkeffect.co.uk 

 

Hvad har du af ønsker om litteratur om rekruttering?

Vi er blevet opfordrede til at skrive en bog om rekruttering. Vi står stadig midt i overvejelsen skal/skal ikke og gør os tanker om, hvilken form bogen i så fald skal have. Vi vil sætte stor pris på input fra dig, f.eks. om: Hvad kunne du godt tænke dig at læse om rekruttering? Hvilken vinkel kunne du ønske dig? Skal det være et hæfte eller en tjekliste? Hvilke emner ønsker du behandlet? Hvor dybdegående kunne du tænke dig at den blev? Har du nogle gode råd?

Send os dit input.

Klik her for at tilmelde nyhedsbrevet